Det var da en underlig overskrift, tænker du måske. Men der er mening med galskabet – bare læs videre :o)
Jeg bor tæt på en fin gammel kirke og ofte når jeg er nede i byen og handle, spadserer jeg ind gennem kirkegården. Der er – selvfølgelig – en helt særlig stemning der – fred og ro – og plads til eftertænksomhed. Og det på trods af, at graveren nogen gange kommer kørende på en lille minitraktor, der larmer lidt. Larm er jo i høj grad en del af livet – og åbenbart også en del af døden ;o)
Men tilbage til eftertænksomheden som jo naturligt dukker op, når man spadserer gennem sådan en kirkegård. For der bliver det jo så håndgribeligt, at livet slutter en dag. Og helt af sig selv kommer der tanker om, hvordan jeg lever livet.
Og da jeg stopper op for at se på en af de flotte gamle gravsten, så slår det med bindestregen mig.
For der på stenen står navnet på et menneske, der ikke er her mere. Og nedenunder står der 2 datoer – med en bindestreg i mellem. En fødselsdato og en dødsdato med bindestregen imellem. Den bindestreg repræsenterer jo det liv, der for dette menneske er levet og nu ovre.
Et egentligt så simpelt og fattigt symbol på det levede liv. For nogen bliver bindestregen lang, for andre kort – men det vigtigste må være, at den bindestreg bliver så fyldig, så sprudlende, så fuld af glæde og kærlighed som overhoved muligt.
Men er det det, vi har fokus på i livet (mens vi har det)? Ikke nødvendigvis. Vi stresser rundt og har en tendens til at få fyldt for meget ind. Vi vil gerne det hele, men vi når det måske ikke – og det vi når, er det så det vigtige?
Måske var det en god ide lidt oftere at slå vejen forbi en kirkegård – eller et andet sted, du kan blive inspireret – og kaste nogle tanker på, hvordan din bindestreg skal være.
Lyt evt. til denne gamle klassiker: https://www.youtube.com/watch?v=d-diB65scQU.
