For ca 12-15 år siden arbejdede jeg som IT projektleder i den finansielle sektor. Projekterne havde ofte en ufravigelig deadline, så der var stort pres på.
På hjemmefronten var jeg gift og havde en søn i børnehavealderen. Ægteskabet knirkede med en ulige arbejds- og ansvarsfordeling i hjemmet og en ægtefælle, der også var arbejdsmæssigt presset.
Filmen knækkede en dag, og jeg kunne ikke gå på job. Jeg havde alle de klassiske stress symptomer: uro i kroppen, spekulerede hele tiden, var træt, havde lettere til tårer, følte en indre modstand/modvilje, var mindre social, glemsom og fraværende.
Min arbejdsgiver bevilgede en række sessioner hos en psykolog. Set i bakspejlet hjalp de psykolog samtaler ikke meget og efter ca 2 måneders sygemelding og flere samtaler med min chef, der ikke udviste den store forståelse for min situation, gik jeg igen på job.
Jeg havde sagt til min chef, at jeg ikke var i stand til at komme tilbage til mit tidligere job som projektleder. Jeg kom da også tilbage til en lidt anden rolle, dog ikke meget mindre stressende end den tidligere. De første dage tilbage på pinden havde jeg decideret angst for at logge mig ind på PC’en.
Men med en åben dialog om min situation og min mulige indsats overfor min nærmeste kollega, så kunne jeg holde fast i opgaven og tilmed lykkes med den.
På hjemmefronten var det status quo.
Efter en kort tid med godt samarbejde på jobbet, dikterede min chef, at jeg skulle flyttes til et andet projekt. Her skulle jeg varetage opgaver, jeg ikke havde beskæftiget mig med i mange år, og med et IT værktøj som var helt ukendt for mig. Tilmed var stemningen i projektteamet presset og uden forståelse for, at min hjerne relativt for nylig havde været ”brækket” pga stress.
Efter ikke ret længe i det nye projektteam, sortnede det for øjnene, jeg brød sammen og blev sygemeldt igen. Efter ca. 3 måneders sygdom og efter dialog med HR-afdelingen om, at få en anden plads i den 800 mand store organisation – hvilket ikke kunne lade sig gøre – fik jeg en fratrædelsesordning efter næsten 10 års ansættelse.
Så gik jeg til psykolog igen – og igen ikke med den store gevinst. Held i uheld var det svært at finde et nyt job, forbi jeg skulle/ville skifte branche – så på den måde var tiden med til at hjælpe med afstresningen. Men stresspåvirkningen var der så til gengæld i form af at være arbejdssøgende.
Hjemmefronten blev selvfølgelig påvirket af forløbet og det knirkende ægteskab endte i skilsmisse efter yderligere et år.
I årene efter har jeg været igennem en dyb selvudvikling, der gør, at jeg nu er bedre rustet til at modstå fremtidig stresspåvirkning og tilmed nu er i stand til at hjælpe andre, der er ramt af stress. Men igen – set i bakspejlet – der kunne dengang have været taget hul på den udvikling undervejs i stressforløbet, hvis jeg havde fået den rigtige behandling.
Nu har jeg endvidere qua min uddannelse som stresscoach lært en lang række værktøjer – og kan tage min ”egen medicin”, hvis jeg igen bliver udsat for stress.
For det ville være en noget dårlig reklame at være en stresset stress coach!
Til gengæld er det en fordel, selv at have været stresset, for jeg ved typisk nøjagtigt hvordan du som klient har det!
Vil du af med din stress, er et stresscoachingforløb evt. kombineret med kropslige behandlinger en rigtig god løsning – læs mere om stresscoaching her.
