Stresscoach i Taastrup

Mette Jørgensen

Jeg er specialist i stresshåndtering og er certificeret stresscoach og life&business-coach. Jeg har uddannelser relateret til stresshåndtering, organisations- og erhvervspsykologi, positiv psykologi samt kropsterapi. Jeg holder mig løbende ajour via faglitteratur, kurser og lignende. Jeg samarbejder med Forebyg Stress og er godkendt som stress-specialist af NHI (Nordic Health Institute).

Jeg er oprindeligt uddannet inden for både IT og HR, og inden jeg blev selvstændig i 2013, har jeg mere end 20 års bred erfaring med administration, IT og HR fra både offentlige og private virksomheder.

De uddannelser, jeg har taget, har gjort, at jeg har lært mig selv bedre at kende, har kigget på mine mønstre samt på mine forhold og relationer til andre mennesker. Jeg deltager løbende i kurser inden for personlig udvikling og bliver aldrig færdig med at lære. Jeg har altid været nysgerrig efter at lære om menneskers måde at være i verden på, og om hvordan psyke, sjæl og krop hænger sammen. Jeg bruger mine gode relationer, mine coach-kolleger og terapeuter, når der opstår noget i mit liv, som jeg har brug for at vende med nogen.

Jeg har været ramt af alvorlig stress flere gange. Der har været nedture i form af skilsmisser, svær sygdom og dødsfald tæt på, egen kræftsygdom m.m. der har givet sår, der er helet og blevet til stærkt arvæv. Jeg har erfaret, at kroppen kan sige STOP, men det betyder ikke, at det altid vil være sådan. Der er også et liv på den anden siden af stress, hvis man får den rigtige hjælp – og man vil siden erfare, at stressen ofte var det nødvendige wake-up-call, der skulle til for at kunne skifte retning og få meget mere ud af livet.

Jeg er ikke i tvivl om, at mine (livs)erfaringer og uddannelser er et fundament for min interesse for at hjælpe andre. Ethvert menneske er unikt med helt særlige kvaliteter, færdigheder og ressourcer, og det er med respekt og nærvær, jeg lytter til det enkelte menneskes historie og udfordringer og hjælper dem til at komme videre i livet. Det er det, jeg drages af og oplever en stor glæde ved.

Stresscoach i Taastrup
"Jeg kom til dig uden så meget energi, forståelse for stress eller tegn på bedring, men allerede efter første stresscoachingsamtale så jeg håb forude og det var bare en kæmpe lettelse, at snakke med en, som ved hvad det drejer sig om. Du har givet mig en masse værktøjer gennem forløbet og viden om stress og det har været kanon at have dig at sparre med. Tusind tak for det hele."

– Anne Mette 

Jeg brænder for...

… at hjælpe mennesker ud af eller uden om stress, så de igen kommer i balance både fysisk og psykisk. Det giver mig mulighed for at dele ud af al min erfaring og ekspertise inden for stresshåndtering.

Med en bred tilgang arbejder jeg både på det mentale plan med stresscoaching og på det kropslige plan med anti-stressbehandlinger. Jeg har nemlig også selv mærket, hvor meget kroppen bliver påvirket, når man er stresset. Så jeg ved, at den brede tilgang gør en forskel.

Tidligt i livet er jeg blevet opmærksom på, hvad det gør ved andre mennesker, når man viser dem ægte positiv interesse og opmærksomhed – den opmærksomhed bruger jeg også, når jeg hjælper stressramte med at komme af med stressen.

Jeg tror på, at man kan genfinde balancen og igen få et meningsfyldt liv – et godt arbejdsliv samt overskud til familie, venner og ikke mindst sig selv og det gode liv. Jeg fokuserer ikke kun på at fjerne stressen, men også på at bruge stressen til at opbygge styrke, så du kan modstå eventuelle fremtidige stresspåvirkninger.