fbpx

Lader du dig stresse af afbrydelser?

Vi bliver alle afbrudt mange gange i løbet af en dag – det er bare et vilkår, vi må leve med – eller hvad?

Undersøgelser viser, at det efter en afbrydelse kan tage helt op til 20 minutter at komme tilbage til det, som man var i gang med, inden afbrydelsen. I op til halvdelen af tilfældene vender man aldrig tilbage til det, man var i gang med før afbrydelsen – det er jo lidt tankevækkende!

Nødvendige og unødvendige afbrydelser

Der er selvfølgelig afbrydelser der kan være nødvendige, uundgåelige og svære at forudse, men der er bestemt også andre der er unødvendige og kan undgås, da de kan give stress. Og igen andre gange kan det være helt rart med en afbrydelse, da det et lille afbræk i det, du var i gang med.

Du kan og skal ikke undgå alle afbrydelser, men i stedet skal du lære at leve med dem, forsøge at minimere dem og mindske den påvirkning, de kan have på din dag.

3 typer af afbrydelser

Helt kort kan man inddele afbrydelser i 3 typer:

A). Afbrydelser, der er er vigtige og haster

B). Afbrydelser, der er vigtige, men ikke haster

C). Unødvendige afbrydelser (tidsrøvere)

A-afbrydelser er afbrydelser, som du er nødt til at tage dig af med det samme og som kræver din opmærksomhed nu! Det kan f.eks. være kriser og akut brandslukning. Det skal udføres her og nu.

B-afbrydelser er også vigtige, men de kræver ikke, at du kaster alt andet over bord. Når du bliver afbrudt med en B-afbrydelse, er det bedste du kan gøre, at skrive det på din opgaveliste eller din to-do liste, og derefter vende tilbage til det, som du var i gang med.

C-afbrydelser er til gengæld mega spild af tid. Det er en tidsrøver, og det er dem, som du skal forsøge at udrydde eller minimere. Du vil højst sandsynlig ikke kunne udrydde alle C-afbrydelser, men ved at rette dit fokus på dem, kan de minimeres. Bevidsthed om problematikken er tit 90% af løsningen.

Hvem eller hvad afbryder dig?

Hvordan finder du så ud af, hvilken type afbrydelser, der er tale om? Det bedste, du kan gøre, er at spørge den, der skaber afbrydelsen:

  • Hvad drejer sagen sig om?
  • Er det vigtigt?
  • Haster det?
  • Kan det vente?

Overvej et øjeblik hvem eller hvad der afbryder dig. Hvordan vil du minimere afbrydelserne? Og er du egentlig selv en tidsrøver, der afbryder andre og dermed er med til potentielt at generere stress? Måske en tanke værd!

Skriv et svar